DLSC

National klynge for life science og velfærdsteknologi går i luften

onsdag 02 dec 20

Kontakt

Bjarke Bak Christensen
Institutdirektør
DTU Bioengineering
30 66 42 33

Partnere i DLCS

Bag Danish Life Science Cluster (DLSC) står et unikt partnerskab mellem nuværende klyngeorganisationer, fem universiteter; Københavns Universitet, DTU, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet, Syddansk Universitet, fem GTS-institutter; FORCE Technology, Bioneer, Alexandra Institute, Teknologisk Institut, DHI, de fem danske regioner, de danske kommuner samt Lif, DI, DE, Dansk Biotek, Medicoindustrien og Danish Care, der tilsammen repræsenterer mere end 500 små og store virksomheder i sektoren.

Den nystiftede klynge skal bidrage til og forbedre grundlaget for patientbehandling, innovation og produktudvikling i verdensklasse.

Danmarks nye nationale erhvervsklynge for life science og velfærdsteknologi er nu officielt stiftet som forening under navnet Danish Life Science Cluster (DLSC).

Formålet med den nye klynge er at styrke samarbejdet om overførslen af den store forskningsindsats og vidensproduktion af høj kvalitet, der skabes på universiteterne, i klinikkerne, på de teknologiske institutter og øvrige uddannelsesinstitutioner, så det i langt højere grad kan blive til nye innovationer og kommercielle løsninger og produkter i nye og eksisterende virksomheder. Det drejer sig fx om stærke innovationsprojekter, bedre og fortsat sikker anvendelse af sundhedsdata til forskning og innovation, netværk, finansiering, iværksætteri og meget mere.

Næstformand i DLSC og direktør på DTU Bioengineering Bjarke Bak Christensen ser gode muligheder for at klyngen vil understøtte og fremme væksten i life science og velfærdsindustrien:

”Vi er enormt glade for, at klyngen nu er etableret i et stærkt partnerskab på tværs af landet. Vi ser frem til, udviklingen af nye indsatser, der kan styrke en tværfaglig videnbro, der kan understøtte udviklingen af nye banebrydende produkter i eksisterende og fremtidige virksomheder inden for Life Science og velfærdsteknologi. Det er derfor helt oplagt, at DTU er partner i denne klynge. Vi arbejder hver dag målrettet på at skabe teknologi for mennesker og på at finde nye bæredygtige løsninger, men vi har brug for stærke samarbejdspartnere og organisationer som DLCS for at få løsningerne helt ud og gøre nytte i samfundet.”

"Det er derfor helt oplagt, at DTU er partner i denne klynge. Vi arbejder hver dag målrettet på at skabe teknologi for mennesker og på at finde nye bæredygtige løsninger, men vi har brug for stærke samarbejdspartnere og organisationer som DLCS for at få løsningerne helt ud og gøre nytte i samfundet."
Næstformand for DLSC og direktør for DTU Bioengineering Bjarke Bak Christensen

Bestyrelsen er sammensat på tværs af de i alt 26 virksomheder, vidensinstitutioner og sundhedsvæsen. Udgangspunktet for den nye organisation er en fælles ansøgning fra 26 aktører i hele landet, herunder de fem største universiteter, fem GTS’er, erhvervs- og brancheorganisationerne inden for life science og velfærdsteknologi, regionerne og kommuner samt eksisterende klyngeorganisationer inden for området.

”Vi har brug for en markant stærkere videnbro mellem viden og virksomhed inden for life science og velfærdsteknologi i Danmark. Det har vi nu med et stærkt partnerskab, hvor vi i fællesskab skaber et stærkt samarbejde om at skabe et stærkt økosystem og udvikle nye innovative løsninger. Nu er foreningen stiftet og vi har en stor og vigtig opgave foran os med en fælles høj ambition om en national klynge, der kan konkurrere med de bedste i verden”, siger formand for bestyrelsen i DLSC, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen (Lif), Ida Sofie Jensen.

Fremtidens sundhedsløsninger

Ud over formanden repræsenterer bestyrelsen i DLSC den brede sammensætning af partnere bag klyngen, og formandsskabet ser frem til at komme i gang med arbejdet.

”Det er rigtig godt, at vi nu har konstitueret os i DLSC, og dermed slået fast, at vi nationalt, i fællesskab og på tværs af forskellige perspektiver er klar til at arbejde for udviklingen af innovative sundheds- og behandlingsløsninger. Jeg glæder mig til at repræsentere regionerne i samarbejdet. Som sundhedsvæsen kender vi behovet for innovative produkter og løsninger, og samtidigt har vi på hospitalerne en masse klinisk viden og data, som vi skal inddrage virksomhederne i på en god måde”, siger Regionsrådsformand i Region Midtjylland og næstformand i bestyrelsen for DLSC Anders Kühnau (S).

”Det er meget glædeligt, at det hårde arbejde med etableringen af en national klynge indenfor styrkepositionen healthtech og life science endelig har båret frugt”, siger Páll Johannesson, CEO for SMART-TRIAL ApS og bestyrelsesformand for den regionale klynge Life Science Innovation North Denmark. Han fortsætter:

”Personligt ser jeg frem til, at de SMV aktiviteter vi har haft succes med i Nordjylland nu får muligheden for at blive udbudt nationalt, parallelt med at landets SMV'er og iværksættere i hele landet får én adgang til en ambitiøs klyngeorganisation bakket op af alle relevante aktører”.

Den nye organisation bygger videre på det store arbejde i eksisterende klyngeorganisationer, og det er medarbejdere fra disse klynger, cirka 30 personer i alt, der fra starten kommer til at udgøre staben i DLSC. I løbet af de kommende måneder ansættes en direktør og organisationen etablerer sig fysisk med tilstedeværelse i foreløbigt fire og på sigt fem regionale hubs.

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.