Kinesisk kemigigant pumper penge i dansk biotek-startup

mandag 25 mar 19
|
af Anders Mønsted, Anne Lykke

Kontakt

Alex Toftgaard Nielsen
Professor
DTU Biosustain
21 79 89 06

Kemivirksomheden Zhejiang NHU investerer 41 millioner kroner i dansk biotekfirma til udvikling af nye og billige biokemikalier.

Muligheden for at producere nogle af verdens billigste biokemikalier til anvendelse i kosmetik, kosttilskud og polymerer har fået den kinesiske virksomhed Zhejiang NHU til at skyde 41 millioner i det helt unge danske selskab CysBio ApS.

CysBio er en biotekvirksomhed med fokus på at producere nye og billige biokemikalier ved at modificere mikroorganismer og gøre dem i stand til at omdanne simple sukkerarter til ønskede biokemiske produkter. En metode, der gør det muligt at producere dyre kemikalier til attraktive priser og desuden åbner for produktion af nye biokemikalier, der ikke er på markedet endnu.

”Vores teknologi gør det muligt at lave nogle af de billigste biokemikalier på et voksende marked. Det gør os kommercielt interessante, og vi ser det som en stor fordel at samarbejde med en virksomhed, der har faciliteterne til rådighed til at kunne producere i stor skala,” siger Alex Toftgaard Nielsen, videnskabelig direktør og medstifter af CysBio og professor på DTU Biosustain.

Baseret på forskning fra DTU

CysBio’s teknologi er patenteret og baserer sig på forskning foretaget på The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability (DTU Biosustain). Forskningen har gjort det muligt at lave ændringer i bakteriers metabolisme og dermed få dem til effektivt at producere specifikke aminosyrer og sulfaterede biokemikalier.

På den måde er det muligt at fremstille stoffer, som kan bruges til nye polymermaterialer med nye egenskaber. Noget kemiindustrien og mange andre industrier efterspørger, f.eks. til polymermaterialer med god elektrisk ledningsevne og fleksibilitet. Et af biokemikalierne er også kendt fra naturen som et eftertragtet alternativ til kemi og pesticider til at modvirke vækst af bakterier og svampe.  Dermed forventer CysBio at udvikle grønnere alternativer, der kan erstatte giftige og miljøskadelige kemikalier i mange forskellige markedssegmenter.

"Vi forventer at blive en førende udbyder af en række biokemikalier og teknologier og tilstræber at sikre en hurtig udnyttelse af vores opfindelser gennem partnerskaber. Samarbejdet med Zhejiang NHU er et stort og vigtigt skridt på vejen", siger Henrik Meyer, adm. direktør og medstifter af CysBio.

"Vores teknologi gør det muligt at lave nogle af de billigste biokemikalier på et voksende marked."
Alex Toftgaard Nielsen, videnskabelig direktør og medstifter af CysBio og professor på Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability (DTU Biosustain)

 

Det danske biotek-startup forventer at kunne få deres første produkter på markedet allerede i starten af 2020.

Interessante perspektiver for farma-industrien

En af teknologierne vil også kunne bruges til at forbedre opløseligheden og tilgængeligheden af eksisterende lægemidler og samtidig gøre lægemidlernes virkning bedre.

”Dette kan være med til at løse et af de større problemer med udviklingen af nye lægemidler, så vi forventer en række interessante samarbejder med den farmaceutiske industri”, siger Alex Toftgaard Nielsen.

Udvider produktportefølje

For den børsnoterede kinesiske kemigigant Zhejiang NHU åbner samarbejdet med CysBio også op for nye muligheder.

"Vi har en stærk strategisk interesse i at udvide vores bioteknologiske baserede produktportefølje, og vi ser frem til at hjælpe CysBio med deres vækst og yderligere produktudvikling", siger Bai Shan Hu, adm. direktør for Zhejiang NHU.

Kontaktinformationer

CEO Henrik Meyer - hm@cysbio.com/ 31621233

CSO Alex Toftgaard Nielsen – atn@biosustain.dtu.dk / 21798906

Nyheder og filtrering

Få besked om fremtidige nyheder, der matcher din filtrering.